Enormt arbejdspres sender syge pædagoger på job

Landets daginstitutioner kæmper med et ekstraordinært stort sygefravær. I hver anden institution er presset så stort, at pædagoger tager på job, selvom de er syge. Men tendensen er farlig, advarer både forsker og BUPL. 

62 procent af landets daginstitutioner oplever ekstraordinært meget sygdom blandt personalet i disse uger. Og sygdomspresset er så stort, at en lang række pædagoger føler sig nødsaget til at tage på job for at hjælpe deres pressede kolleger, selvom de er syge og burde blive hjemme.

Det viser en ny rundspørge fra BUPL.

BUPL: Syge pædagoger skal kunne blive hjemme uden bekymringer

Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø, kalder situationen ’helt uholdbar.’

”Jeg forstår fuldt ud, at pædagoger kan føle sig presset til at møde op, men der må ikke være nogen tvivl om, at pædagoger skal blive hjemme, når de er syge. Og det skal ikke være den enkelte pædagog eller leders ansvar at skabe rammer, som gør, at man kan melde sig syg uden at frygte, at det hele vælter for kollegerne. Det er arbejdsgivernes ansvar,” siger han.

Og det er et ansvar, arbejdsgiverne har et stort incitament til at leve op til, understreger Johnny Gaardsdal. For det pres, pædagogerne nu har oplevet adskillige flere vintre i træk, slider på dem og øger risikoen for, at de forlader arbejdsmarkedet tidligt til skade for kommunernes muligheder for at skaffe pædagoger nok.

Ny forskning: Sådan kan kommunerne nedbringe smittespredningen

Netop den store pædagogmangel gør det flere steder nærmest umuligt at skaffe uddannede vikarer nok til at undgå en udvanding af fagligheden i vintermånederne, hvor sygefraværet er højt. 

Derfor er et større arbejdsgiverfokus på at sikre flere personaleressourcer i perioder med højt sygefravær ikke i sig selv nok til at bekæmpe den farlige tendens, hvor pædagoger føler sig nødsaget til at tage syge på job, påpeger Johnny Gaardsdal.

Forebyggelsen starter i høj grad med indeklimaet, understreger han. Ny forskning viser nemlig, at god ventilation kan mindske smittespredningen i daginstitutioner væsentligt. 

”Det er en ekstremt sårbar situation, og det er skørt, at der mange steder ikke er taget fat om det dårlige indeklima, som vi ved, øger smitten. Kommunerne bør se seriøst på mulighederne for at forbedre udluftningen, for ellers kommer vi til at stå i samme situation næste vinter, og det vil presse både pædagoger og samfundet generelt.” 

Læs hele artiklen her

https://bupl.dk/boern-unge/nyheder/nye-smitteboelger-presser-institutioner-enormt-arbejdspres-sender-syge